Feb 10, 2025
I dette afsnit har vi en særlig gæst med i studiet – Gitte Just.
Hun er erhvervsleder, coach, forfatter og ekspert i livsbalance.
Med en baggrund i Det Danske Søværn, ledelsesroller i erhvervslivet
og en dyb forståelse for kroppens og sindets sammenhæng, har Gitte
dedikeret sit liv til at hjælpe mennesker med at finde energi,
glæde og mening i en travl hverdag. Hun er også forfatter til bogen
Livsbalance – 7 veje til mere energi og overskud, hvor hun deler
konkrete redskaber til at leve et liv i balance.
“Livsbalance handler om at være et helt menneske”, siger Gitte – og
fortsætter: “Vi har en krop, som hænger sammen, og som kan
fortælle dig, hvordan du har det. Dog kæmper mange med at mærke sig
selv eller fravælger at lytte til sig selv – hvilket er et kæmpe
tab for hver og en af os.”
I denne episode taler vi om livsglæde, energi, vovemod og den indre
forbindelse til os selv. Vi dykker ned i, hvorfor det er så vigtigt
at finde tilbage til vores rødder – til det sted, hvor vi virkelig
mærker os selv og tør være i de følelser, der opstår.
Så sæt dig godt til rette, tag en dyb vejrtrækning – og lad os tage
denne rejse sammen.
Velkommen til The Life After med Gitte Just!